Andrea Amalie Ahrenfeldt, født 20. feb. 1871 i Sorte Kro
Død 29. jan. 1960 i Daugaard.
Andrea Amalie Ahrenfeldt gik i Lyager skole (nabo til Sorte Kro). Ifølge ”annonce” i Ringkøbing Amts Dagblad fra 1888 drev hun en overgang modeforretning i Sorte Kro. Hun var meget dygtig til at sy og strikke.
Hun underviste fra 1893 – 1894 og fra 1894 – 1895 om vinteren i en privat skole, som var oprettet i Vognbjerg i Dejbjerg sogn. Dette gav hende lyst til komme videre som lærerinde. I vinteren 1895 – 1896 og 1896 – 1897 samt hele året 1898 underviste hun i Lindbjerg Pogeskole ved Ølgod. I de to sommerhalvår ind i mellem var hun elev på Hoven Kvindehøjskole, som var seminarium for vinterlærerinder. Uddannelsen her gav dog kun adgang til at undervise de små elever, og hun søgte derfor Forskoleseminariet ved Vejle, hvorfra hun blev dimitteret i 1900.
Herefter var hun privatlærerinde på en gård ved Brørup i et år, indtil hun fik ansættelse i Breth, hvor hun virkede i 35 år.
Da hun blev pensioneret, flyttede hun til Svendborg for at bo sammen med sin søster Karen. Sin sidste tid tilbragte hun på plejehjemmet i Daugaard. Hun blev dog begravet i Dejbjerg. Andrea var meget optaget af kirkelige spørgsmål, læste meget, både skønlitteratur og bøger om historiske emner.